Pressemeddelelse – Ny Folketingskandidat

Fra: Konservative Folkeparti, Fredensborg opstillingskreds.

 

Ny Folketingskandidat.

Bestyrelserne i de to konservative vælgerforeninger i Hørsholm og Fredensborg kommuner har i fællesskab besluttet at indkalde til Ekstraordinær Generalforsamling den 12. juni på Hørsholm Rådhus for at beslutte at opstille en ny kandidat til folketinget.

Beslutningen om at skifte kandidat er en del af en større strategi i Nordsjællands Storkreds, hvorefter hver opstillingskreds får sin egen kandidat. På den måde opstilles 6 kandidater i hele Nordsjællands Storkreds. I dag har hver af de to opstillede kandidater tre kredse hver.

Bestyrelserne har mødtes med et antal interesserede kandidater og besluttet at indstille Otto B. Christiansen som ny folketingskandidat for Fredensborg opstillingskreds.

Otto Christiansen er en erfaren politiker og tjente blandt andet fire år i Hørsholm kommunalbestyrelse frem til sidste kommunalvalg, hvor han blandt andet var formand for Skole og Ungdomsudvalget.

På generalforsamlingen den 12. juni skal medlemmerne tage stilling til forslaget. Borgmester Morten Slotved vil være dirigent på generalforsamlingen, der afholdes på Hørsholm Rådhus, indgang D, kl 19:00. Pressen er velkommen til at deltage.

 

Den 1. juni 2018.

 

For yderligere oplysninger kontakt:

Formand for Vælgerforeningen i Hørsholm Kommune: Tomas Dyrbye (4236 9331)

Formand for Vælgerforeningen i Fredensborg Kommune: Rene Nørbjerg (9386 0680)